Autenticitet som buzzword

I Politiken fredag 17. februar læste jeg Henrik Marstals artikel 'Vi er selv for real' om autenticitetsbegrebet og dets betydning i det offentlige rum. Jeg bliver ved med at synes, at diskussionen af autenticitetsbegrebet - som særligt er et af musikkens kernebegreber og har været det igennem hundreder af år - er interessant. Derfor får jeg lyst til at skrive dette indlæg. For i min optik er det en væsentlig debat, uanset om man er tilhænger af begrebet eller ej. Ordet er nemlig kommet for at blive, og derfor må vi forholde os til det. Men hvordan skal vi så gøre det?

Når jeg taler om autenticitet, tænker jeg det først og fremmest ud fra mit feltstudie om musik og dens rolle for identitetskonstruktion i moderne maorikultur i New Zealand. Her fandt jeg ud af, at der findes forskellige praksisfællesskaber, inden for hvilke identitetsfølelsen opstår. Men der er samtidigt forskel på autenticiteten, fordi de forskellige fællesskaber tjener forskellige formål udover at være identitetskonstruerende. Eksempelvis findes maorikultur som 'turistattraktion' aka cultural performances, der har turister som målgruppe. Turistattraktion skrives netop i citationstegn for at understrege, at arrangementerne ikke blot har til formål at tjene penge, men faktisk også har en kulturbevarende og dermed identitetskonstruerende funktion for maorierne selv. Derfor kan arrangementerne siges at have en høj grad af autenticitet for maoripraksisfællesskabet, skønt de for mig ved første øjekast synes at være meget iscenesat i kraft af deres placering på fx Auckland Museum og i den rekonstruerede maorilandsby Mitai i Rotorua-området. Bemærk, at jeg pointerer, for hvem noget er autentisk. I bund og grund er det nemlig autenticitetens kontekst og argumentation, der 'autentificerer' begrebet efter min mening. Derfor giver det ikke mening at stemple noget som autentisk eller inautentisk, hvis ikke argumentationen for vurderingen følger trop. For autenticitet er ikke det samme for os alle, hvorfor begrebet ikke kan bruges som en definerede faktor og parameter for en entydig vurdering af god versus dårlig musik, kunst, oplevelse etc.

Der er genrer og kunstnere, som jeg finder autentiske i deres udtryk uden at bryde mig specielt om deres musik. Men jeg mener stadig, at de har en høj grad af autenticitet taget konteksten, populariteten, deres historie, budskaber eller praksisfællesskaber.

Af den grund er jeg enig med Marstal i, at vi skal bruge bruge vores egne øjne og ører og personlige vurdering. Men vi skal samtidigt også argumentere for vores synspunkter, for at autentificeringen giver mening, og vi skal være kritiske, når fx medier benytter sig af begrebet. For med denne stempling har medierne magten til at sætte dagsordenen på musik- og kunstscenen og skabe konsekvenser for den enkelte kunstners popularitet. Det afgørende er for mig at se, hvorfor DU eller JEG finder det autentisk. For det kommer an på hvem, der anskuer, og fra ud hvilke parametre, livsverden, fællesskaber musikken, kunsten, filmen osv. betragtes. Det er i dette øjeblik, at diskussionen bliver spændende og aktuel. Isoleret er autenticitetsbegrebet ifølge min holdning ikke andet end et tomt, akademisk buzzword, der desværre alt for ofte blot ved at blive brugt tillægger anerkendelse og (høj) værdi til kunsten og musikken. Men samtidigt mener jeg ikke, at vi kan undvære begrebet; autenticitetsbegrebet må blot kontekstualiseres og hives ned fra sin ophøjede og ufejlbarlige piedestal.