Om mig


Jeg findes i mange forskellige versioner.

Onlineprofilen
På LinkedIn findes min professionelle profil online. 

Kulturentusiasten
Jeg elsker at opleve - at gå til koncert, i teatret, på udstilling, i biografen, se installationer, kunst i byrummet og meget mere. Og jeg bruger meget af min fritid på det! Jeg har bl.a. i flere år været frivillig på Copenhagen Jazz Festival; jeg har gået til tango, og for at blive inspireret og møde spændende mennesker har jeg opsøgt kreative netværk ArtConnect Berlin, Onebeat og João Cocteau.

Akademikeren
Jeg er uddannet cand.mag. i Musikvidenskab fra Københavns Universitet med sidefag i psykologi. Min profil er alsidig, da min uddannelse har givet mig mange redskaber med i rygsækken. Via praktiske fag som musik- og korledelse har jeg som leder dels fået undervisningskompetencer, dels lært at formidle, iværksætte og løse en opgave i samspil med mange mennesker. Faget brugsklaver/hørelære har understøttet min musikteoretiske viden i praksis og styrket min forståelse for klaveret som pædagogisk redskab i en undervisningssammenhæng såvel som for den gængse musikforståelse. Med både klassisk- og jazzsoloklaver har jeg udtrykt mig musikalsk inden for forskellige genrer og stilarter og udnyttet min personlighed og mit væsen i musikken. Jeg har desuden brugt min musikalitet, kreativitet og mit overblik i diverse arrangementer, bl.a. udsættelse af en standard for et Big Band.
Mit kursus i Music/Arts Management har givet mig den teoretiske ramme for kulturproduktion inden for økonomiske, kulturpolitiske og markedsføringsmæssige aspekter. Endelig har jeg i mit musiketnologiske speciale 'Kapa Haka: Musik, identitet og autenticitet i moderne maorikultur i New Zealand' brugt min antropologiske metode, analytiske tilgang og musikvidenskabelige teori på baggrund af mit 5 måneders feltarbejde i New Zealand.

Producenten, koordinatoren og manageren
Jeg er god til at kulturproduktion, koordinering og artist management. Alle facetter - fra idéudvikling til planlægning til formidling, implementering og evaluering - ser jeg som spændende arbejdsopgaver. Min personlige kultur- og musikentusiasme er min primus motor og mit gode overblik min hjælper. Derudover bidrager InDesign, Photoshop og CMS-systemer til, at jeg kan formidle mine opgaver på en tjekket måde, ligesom mine stærke kommunikationsevner, mit høje serviceniveau og min glæde ved at opbygge relationer sikrer positive og udbytterige samarbejder.
I min tid som producentassistent på Det Kongelige Bibliotek har jeg bidraget til planlægning og afvikling af koncerter med pressemeddelelser, webtekster og koncertprogrammer, ligesom jeg har iværksat firmaaftaler og ambassadørordning for at skabe mere publikumstilstrømning til Diamantens arrangementer. Derudover har jeg fået kendskab til den økonomiske og budgetteringsmæssige del af kulturproduktion.
Som producent for barokorkestret Concerto Copenhagen har jeg i samarbejde med danske og udenlandske samarbejdspartnere, musikere og dirigenter stået for at planlægge en række nationale som internationale koncerter og turnéer, en Deutsche Grammophon-indspilning med Anne Sofie von Otter og to operaprojekter i samarbejde med Det Kgl. Teater. Endelig har jeg bidraget til en konkurstruet virksomheds overlevelse ved at assistere ved bogføring, budgettering og fundraising samt have ansvar for lønudbetaling.
I min stilling som Artist Manager hos Crescendi Artists har jeg samarbejdet med kunstnere og arrangører i Danmark og verden over omkring kontraktforhandlinger og -håndtering i forbindelse med operaengagementer og koncerter. Herunder været et vigtigt bindeled i forbindelse med koordinering af logistik, rejser, auditions og visaforberedelser. Jeg har haft stor glæde af alle de relationer, jeg gennem tiden har opbygget, ligesom min interkulturelle forståelse, professionelle tålmodighed og sprogkompetencer er blevet udnyttet og udviklet.

Kaffeelskeren
Jeg sætter pris på god kaffe - hellere undvære end stille mig til tåls med dårlig kvalitet. Derfor betyder det også meget for mig at videregive den gode (kaffe)oplevelse og yde god service, når jeg har arbejdet på café. Det gør mig glad at glæde andre mennesker. Derfor betyder daglig kontakt med samarbejdspartnere, kollegaer m.fl. meget for mig i min hverdag, i mine jobs og projekter.

Den positive
Jeg forsøger altid at se situationen fra den lyse side og tænke muligheder frem for begrænsninger; det er mit mantra.

Den handlekraftige
Jeg holder af at kaste mig ud i udfordringer. Det kan være alt fra at iværksætte et selvfinansieret feltarbejde, til istandsættelse af min lejlighed og blive 'gør-det-selv' undervejs til at tage på et længerevarende ophold i Tyskland uden at kunne sproget på forhånd eller at udleve en rejsedrøm på 3 måneder i Sydamerika alene.

Styrketræneren
Det startede med, at jeg blev bidt af crossfit efter først at tænke det som det mest grænseoverskridende, jeg kunne udsætte mig selv for. Siden har min træning og kropsbevidsthed udviklet sig til, at mit fokus nu primært er styrketræning. Udover at blive fysisk stærkere giver det både psykisk styrke, velvære og personlige sejre. Og vigtigst af alt gør det mig glad.

Konsulenten
...en fremtidig drøm og ambition. Jeg ønsker at bruge min kulturerfaring, min antropologiske metode og mit engagement i rådgivning og formidling om, hvorfor kunst, kultur, musik og øvrige kreative brancher er vigtigt for os som mennesker og samfundsborgere - og ikke mindst hvordan samfundet og erhvervslivet har store udbytter af disse brancher.