Listen to this

Jeg er gået i gang med at læse New York-musikkritikeren Alex Ross' Listen to this; en bog, der giver 'a panoramic view of the musical scene, from Bach to Björk and beyond', sagt med forfatterens egne ord.
Side for side bliver jeg ført gennem grænselandet mellem den klassiske og populære musik på ny. Fra chacona over lamento til walking blues og med referencer til bl.a. Susan McClary, den amerikanske musikolog, der er kendt for at trække det feministiske perspektiv ind i musikvidenskaben. Fra Radiohead til Verdis operaer til John Cages End of Silence.

Og mit musikglade hjerte gløder - dels over fagnørderiet, dels over at genopfriske musikhistoriens tendenser og kronologi. Og ikke mindst over at følge forfatterens egen udvikling fra sin klassiske opfostring og kærlighed til Beethovens Eroica til at købe Sonic Youths Daydream Nation.

"I abandoned the notion of classical superiority, which led to a crisis of faith: 

If the music wasn't great and serious and high and mighty, what was it?" (p. 9)

Som 'Sesam sesam, luk dig op' gjorde det for de 12 mænd i Grimms eventyr, åbner Ross' bog netop bjerget for mig. Fordi musikkritikerens perspektiver på en håndgribelig måde får sammenhængen mellem den klassiske musikverden til det rytmiske landskab til at stå klart. Havde det ikke været for den klassiske musik, havde jazzen, soulen, heavyen ikke haft et fundament at spejle sig i. Det har jeg haft tendens til at glemme, når jeg i arbejdsdagen har beskæftiget mig med Puccinis Madama Butterfly og Haydns Strygekvartet Opus 9, nr. 4 for siden at tage i Vega og se St. Vincent. Til trods for at jeg både gennem min uddannelse og mit hidtidige arbejdsliv har beskæftiget mig med musik i forskellige afskygninger, har jeg tydeligvis - ser jeg nu - haft en klar distinktion mellem klassisk - 'dead' som Ross beskriver det (p. 5) - og populærmusik såvel som fordomme for begge sider af lejren. Selvfølgelig er det ikke muligt at udviske skellet helt, da der til stadighed eksisterer vidt forskellige traditioner og opførelsespraksisser, når vi taler hhv. klassisk og rytmisk musik, men ikke desto mindre formår Alex Ross at få mig til at se min erfaring, indstilling og musikviden i et mere sammenhængende perspektiv. Og det glæder mig; jeg er altid glad for at blive klogere og betragte mit felt gennem nye briller.

Bogen er i øvrigt en opfølger til den prisvindende og anmelderroste bog, The rest is noise, om det 20. århundrede og dets musik. Jeg tager udgivelserne i baglæns rækkefølge og ser frem til at give mig i kast med Ross' musikalske perspektiver på 1900-tallet.

Bloggen lever endnu...

Det er ellers helt berettiget at spørge sig selv, om ikke dens eksistensgrundlag var forsvundet, eftersom seneste blogindlæg er fra september 2012. Men så længe lysten til at skrive er der, lever bloggen videre i min verden. Og pt. flyder ordene her www.87dageisydamerika.wordpress.com.

En Gag'get koncert

I søndags var jeg så heldig at få lov til at opleve Lady Gaga i Parken; en på mange måder mindelsesværdig koncert, men også noget af det mest vanvittige jeg har oplevet.

Først og fremmest et møde med et meget bredspektret publikum, hvilket vidner om, at den amerikanske sangerinde formår at appellere til både teenagere, kvinder og mænd i 30'erne såvel som mere middelaldrende publikummer. Glimmer på kinder, blinkende hårbøjler, korte kjoler og høje hæle var udbredte fænomener blandt alle aldersgrupper.

En opvarmning med The Darkness, der gav den max gas. Som oftest er det mindre kendte bands, der får æren af den indledende time, så det undrede mig en smule, at et så etableret band var på scenen før Gaga. Herefter tog Beethoven, Ravel og andre af de store klassiske drenge over med Skæbnesymfoni og Bolero, og det opbyggede en stemning, der viste sig at kulminere i storslåede kulisser, heste, motorcykler og meget mere.

For scenen var ombygget til en borg med tårne i hver side og musikere siddende i hvert lille kabinet. Og Miss Gaga entrerede på en hest, som så så virkeligstro ud, at der gik en del øjeblikke, før jeg fangede, at den var kunstig (undervejs undrede jeg mig også over, at en hest kunne udholde alt støjen...). Iklædt et kort sort kostume med 'gitter' for ansigtet, lak og pling pling.

Og sådan fortsatte hele showet - for det var i sandhed et show mere end en koncert. En af mine væsentlige erfaringer var, at der er tale om en helt anden koncertoplevelse end dem, jeg er vant til. For i Parken kom lyden i 2. eller 4. eller måske 10. række. Til gengæld blev jeg gang på gang bombarderet med nye visuelle indtryk, crazy kostumer, farver og kulisser, der drager paralleller til kvindelige kønsorganer. Og ikke mindst Lady Gaga, der bryder ud af skødet og spiller rollen som Government Hooker til UG.
Ligesom jeg oplevede den amerikanske fandyrkelse med '10 minutes with fans', hvor sangstjernen siddende på scenen pakkede de fine gaver, der var blevet kastet op til hende, ud; kommenterede og talte direkte til et par fans. Storskærmene viste deres grådfyldte ansigter.

Pigen med det blå og grønne hår har da også uden tvivl fået sit livs oplevelse ved at blive hevet op på scenen som Gagas 'princess', mens det amerikanske ikon sang 'Princess Die' siddende på motorcyklen, der 1-2-3 blev omdannet til et klaver.

Tak, Gaga, for at gøre min søndag aften noget mere farverig, festlig og ikke mindst vanvittig end normalt. Det koncertshow skal jeg sent glemme.

Fra teater i vest til opera i øst - med et smut forbi Roskilde og jazzfestivalen på vejen

Mit forår og min sommer har været fyldt af oplevelser:

Jeg har stiftet bekendtskab med stumfilms-teater på Taastrup Teater, koordineret og deltaget i 'Festival 2012 - teater for børn og unge' og grinet af børneforestillinger, som jeg faktisk troede kun var for de yngre generationer, men som viser sig at være utroligt underholdende for voksne også. 

Jeg har holdt oplæg ved et karrierearrangement i JobLab på Københavns Universitet om overgangen fra studie- til arbejdsliv - og jeg vender tilbage med endnu et i oktober.

P8 Jazz sender live fra Niels Hemmingsensgade
under Copenhagen Jazzf Festival.

Jeg har oplevet Bruce Springsteen - 62 år og still going strong med en musikalsk entusiasme og et imponerende drive, der er værd at tage hatten af for. 

Jeg er blevet rørt af Bon Ivers sarte, men så sikre stemme og tekster. 

Jeg har stiftet bekendtskab med Django Django, som satte gang i dansefødderne.

Jeg er rejst ind i operaverdenen med verdensstjerner, knivskarpe arier og imponerende koloraturer i kraft af mit arbejde hos Tivoli & Crescendi Artists.

Jeg har været en del af afviklingen af Copenhagen Jazz Festival for 6. år i træk som frivillig - i år mere intensivt end tidligere. 

Jeg har fået et stærkt musikalsk minde i mine ører efter at have hørt August Rosenbaum Trio; en oplevelse, der har skabt efterspørgsel på mere.

I nærmeste fremtid venter konferencen 'Celebrating Music as Business' på Børsen arrangeret af MusikZonen, og jeg glæder mig til at få inspiration og fif fra bl.a. den britiske brandekspert Steve Mullins fra BRAND-E, der vil give os indblik i, hvordan musikken hele tiden kan skabe nye indtægtskilder i krydsfeltet med andre brands. Desuden byder dagens program på en status på MusikZonens igangværende projekter såsom Local Heroes, Music2Business og Musiconomy. 

Og så er der en række koncerter at se frem til fx Black Keys, Fat Freddy's Drop, Jonathan Johansson, Efterklang og en Ny Cirkus-forestilling med Subliminati Corporation. 

Stenalderkost og crossfit - autenticitet i føde og træning?

Én af de blogs, jeg følger med stor begejstring, er Mantomanto.com. Her blogger Anna, Line, Gitte, Christa og Sebastian fra Manto om oplevelsesøkonomi, identitet, autenticitet m.m. og giver mange fine perspektiver til eftertanke.

Seneste indlæg handler om autenticitet i forhold til vores livsførelse; om at søge tilbage til urmennesket både i forhold til vores føde og træningsform. Læs indlægget her.

Autenticitet som buzzword

I Politiken fredag 17. februar læste jeg Henrik Marstals artikel 'Vi er selv for real' om autenticitetsbegrebet og dets betydning i det offentlige rum. Jeg bliver ved med at synes, at diskussionen af autenticitetsbegrebet - som særligt er et af musikkens kernebegreber og har været det igennem hundreder af år - er interessant. Derfor får jeg lyst til at skrive dette indlæg. For i min optik er det en væsentlig debat, uanset om man er tilhænger af begrebet eller ej. Ordet er nemlig kommet for at blive, og derfor må vi forholde os til det. Men hvordan skal vi så gøre det?

Når jeg taler om autenticitet, tænker jeg det først og fremmest ud fra mit feltstudie om musik og dens rolle for identitetskonstruktion i moderne maorikultur i New Zealand. Her fandt jeg ud af, at der findes forskellige praksisfællesskaber, inden for hvilke identitetsfølelsen opstår. Men der er samtidigt forskel på autenticiteten, fordi de forskellige fællesskaber tjener forskellige formål udover at være identitetskonstruerende. Eksempelvis findes maorikultur som 'turistattraktion' aka cultural performances, der har turister som målgruppe. Turistattraktion skrives netop i citationstegn for at understrege, at arrangementerne ikke blot har til formål at tjene penge, men faktisk også har en kulturbevarende og dermed identitetskonstruerende funktion for maorierne selv. Derfor kan arrangementerne siges at have en høj grad af autenticitet for maoripraksisfællesskabet, skønt de for mig ved første øjekast synes at være meget iscenesat i kraft af deres placering på fx Auckland Museum og i den rekonstruerede maorilandsby Mitai i Rotorua-området. Bemærk, at jeg pointerer, for hvem noget er autentisk. I bund og grund er det nemlig autenticitetens kontekst og argumentation, der 'autentificerer' begrebet efter min mening. Derfor giver det ikke mening at stemple noget som autentisk eller inautentisk, hvis ikke argumentationen for vurderingen følger trop. For autenticitet er ikke det samme for os alle, hvorfor begrebet ikke kan bruges som en definerede faktor og parameter for en entydig vurdering af god versus dårlig musik, kunst, oplevelse etc.

Der er genrer og kunstnere, som jeg finder autentiske i deres udtryk uden at bryde mig specielt om deres musik. Men jeg mener stadig, at de har en høj grad af autenticitet taget konteksten, populariteten, deres historie, budskaber eller praksisfællesskaber.

Af den grund er jeg enig med Marstal i, at vi skal bruge bruge vores egne øjne og ører og personlige vurdering. Men vi skal samtidigt også argumentere for vores synspunkter, for at autentificeringen giver mening, og vi skal være kritiske, når fx medier benytter sig af begrebet. For med denne stempling har medierne magten til at sætte dagsordenen på musik- og kunstscenen og skabe konsekvenser for den enkelte kunstners popularitet. Det afgørende er for mig at se, hvorfor DU eller JEG finder det autentisk. For det kommer an på hvem, der anskuer, og fra ud hvilke parametre, livsverden, fællesskaber musikken, kunsten, filmen osv. betragtes. Det er i dette øjeblik, at diskussionen bliver spændende og aktuel. Isoleret er autenticitetsbegrebet ifølge min holdning ikke andet end et tomt, akademisk buzzword, der desværre alt for ofte blot ved at blive brugt tillægger anerkendelse og (høj) værdi til kunsten og musikken. Men samtidigt mener jeg ikke, at vi kan undvære begrebet; autenticitetsbegrebet må blot kontekstualiseres og hives ned fra sin ophøjede og ufejlbarlige piedestal.

Kreative brancher som vækstfaktor

Jeg bliver så glad, når jeg læser artikler som 'Kreative industrier kan trække Europa op' i ugebrevet Mandag Morgen.